ALT, HVAD DU VIL VIDE OM 7 KABALE
Der findes et spil, som i årtier har opslugt hjemmegående husmødre, fædre og kontormedarbejdere, og som hverken handler om racerløb, slåskamp eller skyderi, men derimod om spillekort. Spillet, vi taler om, er 7 kabal, som siden 1990 er fulgt gratis med styresystemet Microsoft Windows. Den første version fulgte med Windows 3.0, og spillet kan stadig spilles helt gratis i den version af styresystemet, vi kender i dag. Ud over 7 kabale er en række andre populære spil også fulgt med Windows i årenes løb. F.eks. er mange vilde med Minestryger, mens andre foretrækker den gratis flippermaskine, som fulgte med de ældre versioner. Men der er kun ét spil, der kan bryste sig med titlen som verdens mest brugte Windows-program – nemlig 7-kabale.
Inden vi fortsætter, skal vi lige bemærke, at kabalen i spillet ikke er opfundet af Microsoft. Den har eksisteret siden slutningen af 1700-tallet, og der hersker en del usikkerhed om oprindelsen af 7 kabale. Det er dog en kendsgerning, at næsten ingen ville kende til dette spil, hvis det ikke havde været for Microsoft, som gjorde spillet populært.
Der findes også en række andre kabaler, som alle sammen stammer fra 7 kabal, f.eks. spillet Napoleon kabale, som blev føjet til Windows 95-spilpakken i 1995. Og i 1998 udkom kortspillet Edderkop kabale, der stadig er populær den dag i dag, som en del af Windows 98 Plus-pakken.
Manden bag den allerførste version af Windows' 7-kabale hedder Wes Cherry. Han udviklede denne version i 1988, mens han var i praktik hos Microsoft. Spillet vakte hurtigt opmærksomhed hos en leder i virksomheden, som besluttede, at det skulle med i Windows 3.0. Wes Cherry har ikke selv tjent noget på at udvikle spillet. Han fik kun en computer med hjem for at kunne arbejde videre på spillet i løbet af skoleåret. I dag driver han en virksomhed, der producerer æblecider. Spillekortenes design er skabt af Susan Kare, der også var designeren bag den allerførste og stadig ikoniske Apple-piktogramfamilie.
I takt med at Microsoft lancerede nye styresystemer, blev 7 kabale også løbende forbedret med nye spillekort, ny grafik og nye funktioner. Fra og med Windows 7 kunne man f.eks. gemme et spil, man var i gang med, og fra og med Windows XP kunne man også ændre motivet på kortenes bagside.
Hos Microsoft havde man naturligvis ikke forventet, at spillet ville blive så stor en succes. Et af de egentlige formål med at medtage spillet i Windows 3.0-versionen var at gøre det muligt for computerbrugerne at lære styringssystemet og PC'en at kende på en sjov måde. I starten af 1990'erne var Windows et forholdsvis nyt koncept for mange mennesker. Brugerne af de nye systemer var vokset op med papir, blyant og skrivemaskiner og havde aldrig før haft en computermus i hånden. Det enkle design, de rolige farver og den stærkt vanedannende karakter gjorde 7 kabale til det perfekte spil, når folk skulle vænne sig til at bruge en computer og klikke på noget med musen.
Og folk blev i den grad tilvænnet! I de efterfølgende år blev 7 kabale opfattet som den største trussel mod produktiviteten på kontorarbejdspladser. De fleste, som arbejder eller har arbejdet på et kontor, kan tale med om, hvor uimodståeligt spillet var, og kan sandsynligvis nævne en eller flere kolleger, som brugte lidt for meget tid på det. Nogle få gik for vidt. En velkendt historie fortæller f.eks., at en amerikansk offentligt ansat ved navn Edward Anthony Greenwood blev fyret i 2006 af den daværende borgmester i New York, fordi han blev taget i at spille 7 kabale i arbejdstiden.
Men det var ikke kun den rene elendighed. En undersøgelse fra et kendt universitet i Holland viser, at medarbejdere, der havde tilladelse til at lægge 7 kabale i arbejdstiden, havde en langt højere produktivitet end medarbejdere, som ikke måtte. Spillene fungerer på samme måde som en ryge- eller tissepause – de får medarbejderen til at tænke på noget andet for en stund, hvilket har en opkvikkende effekt.
I dag kan mange forskellige typer 7 kabale findes på internettet og naturligvis også på 7kabale.dk. Der findes masser af nye varianter online, men de klassiske versioner kan også stadig findes.